Arbejdet med personer med autismespektertilstande
Mere om uddannelsen
Du opnår kompetencer til at indgå respektfuldt og fagligt i det pædagogiske arbejde med børn, unge og voksne med autismespektertilstande og stort støttebehov.
Du styrker dine færdigheder i at forstå autismens kognitive, sansemæssige og sociale profiler og omsætte denne viden til struktur, forudsigelighed og meningsfulde læringsrum.
Du opnår kompetencer til at kommunikere på borgerens præmisser, aflæse selv små tegn og understøtte udvikling, deltagelse og personlige valg i hverdagen. Samtidig styrker du din faglige refleksion og dit samarbejde med kolleger, pårørende og eksterne samarbejdspartnere.
Uddannelsens mål
- Du kan indgå i det pædagogiske arbejde med børn, unge og voksne med autismespektertilstande med respekt for den enkeltes særlige forudsætninger, ønsker, hensigter og behov.
- Du har en basal viden om autisme med stort eller meget stort støttebehov, der tager afsæt i forståelse af autismens særlige kognitive, sansemæssige og sociale profil, dvs. udfordringer med intuitivt at læse det sociale, stressfølsomhed, systemtænkning, fokus på detaljer og gentagelser, sansefølsomhed og nogen gange psykisk sårbarhed.
- Du kan skabe meningsfulde læringsrum for barnet/den voksne med autisme med stort eller meget stort støttebehov i en passende balance mellem udvikling og kompensation. I denne forbindelse kan du samarbejde med barnet eller den voksne med autisme om at gennemføre aktiviteter og socialt samvær, således at den enkelte støttes i at fornemme, udvikle og håndtere egne handlemuligheder og personlige valg.
- Du kan kommunikere og udvikle kommunikation med barnet eller den voksne med autisme på baggrund af barnets eller den voksnes foretrukne kommunikationsform og forudsætninger.
- Du kan med afsæt i kendskabet til det enkelte barn eller voksne med autisme aflæse og kende betydningen af selv små tegn som udtryk for ønsker og hensigter i kommunikationen.
- Du kan reflektere over egen indsats i forhold til målgruppen og dele disse overvejelser med kolleger, pårørende og eksterne samarbejdspartnere.
Målgruppe
Pædagogmedhjælpere, pædagogiske assistenter, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, værkstedsassistenter og omsorgsmedhjælpere eller lign.
Arbejdsmarkedsuddannelse
48215 Arbejdet med personer med autismespektertilstande